Vejle Kirkehøjskole Forår 2022

“Køn og eksistens”

Aflysning:

Aflysning af forårets kirkehøjskoledage 24.2. og 24.3
Bestyrelsen ser sig desværre nødt til at aflyse forårets kirkehøjskoledage.
Der er så få tilmeldinger pr. 1. februar, at vi ikke finder det rimeligt at gennemføre det planlagte program.
De tilmeldte får deres indbetalte penge tilbage.
Bestyrelsen arbejder for tiden med et efterårsprogram – med et andet tema.
Vi håber at vi igen kan mødes til efteråret og genstarte Kirkehøjskolens traditionsrige foredragsrækker.


“Køn og eksistens”
Er vores køn defineret derved, at vi er skabt som mand eller kvinde, eller er vores kønsopfattelse kulturelt bestemt?
Når kønsnormerne – som vi ser i vores tid – er under opløsning, skyldes det så ændringer i vores samfund, eller at noget undertrykt nu får lov til at komme til overfladen?
Hvad sker der, når man – som i Sverige – i et vist omfang lader ordene ’han’ og ’hun’ erstatte af ’hen’? Hvad betyder det for vores eksistens, hvis vi ikke har kønsnormer at læne os op ad, så vi selv skal finde vores kønsidentitet?

Forårets foredrag vil belyse dette tema ud fra teologiske, psykologiske, samfundsmæssige og kunstneriske vinkler.

24. februar

Kl. 10-12

Foredrag med George Hinge,
Ph.D. og lektor i klassisk filologi, AU

Efter årtiers debat blev der 2012 blev der åbnet for, at par af samme køn kunne blive viet officielt i folkekirken. Mens et flertal hilste det velkommen som det eneste logiske i det 21. århundrede, følte et mindretal sig tromlet af politikerne. Som kirkepolitisk talsperson i Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske deltog foredragsholderen i det politiske lobbyarbejde i den afgørende slutfase. Men hvorfor var det vigtigt for bøsser og lesbiske at få mulighed for en kirkelig vielse og samtidig nødvendigt at bevare en balance i forhold til de mere tøvende kræfter i kirken?

Kl. 13-15

Foredrag med Peter Edlef Nissen,
mag.art. i musikvidenskab og MA, PGDip i teologi, præst i Bramming Frimenighed
En gruppe kristne med regnbueseksualitet har valgt at fastholde den klassiske kristne forståelse af køn og seksualitet på trods af indførelsen af vielsesritualet i folkekirken i 2012. Peter Nissen er landssekretær i den kun to år gamle forening Kristent Netværk omkring Udfordret Seksualitet (KNUS), og han vil fortælle om sin egen livsrejse og nogle af de overvejelser, der ligger til grund for det valg, han og andre medlemmer i foreningen har foretaget.